Bornholm, juli 2023
9. juli, Vi ankommer
Så var der afgang til Bornholm i dag.
Vi stod op kl. 5 og fik gjort os klar med kaffekrus i bilen. Færgen nåede vi 6:30 til Helsingborg. Der var næsten ingen med på denne afgang. Der var ingen told-kontrol af Frida, så vi var hurtigt på vej mod Ystad.
Dagen i dag bliver nok til sommerens varmeste.
I Ystad gjorde vi stop ved Maxi Ica og fik handlet ind. Kursen er den lavest nogensinde i danskernes favør. 62 øre for en svensk krone. Vi standsede også inde i Ystad centrum og gik en tur. Ystad er en meget fin by med meget af middelalder-historie. Ligesom Helsingør. En by man sagtens kunne have som besøgsmål i sig selv.
Vi kørte til færgelejet en time før afgang mod Rønne. Her var til gengæld rigtig mange mennesker!
Da vi kørte ombord oplevede vi en bil foran os, som ikke kunne komme op ad den stejle rampe. Føreren gled baglæns hver gang hun prøvede at komme op. Det var kun fordi vi og bilen lige foran os kunne finde plads til at bakke og dreje os lidt væk, at der ikke skete sammenstød. Med hjælp fra personale på færgen lykkedes det til sidst. Det må have været enormt stressende at sidde i dén bil med to små børn på bagsædet.
Frida opførte sig eksemplarisk på hele turen. Hun er virkelig en god rejsekammerat!
Fra Rønne kørte vi direkte til Nexø. og spiste frokost på det gamle røgeri, https://www.n-g-r.dk/. ‘Sol over Gudhjem’ til 74 kr. stykket og en fiskefrikadelle til Frida.
Trine, som ejer huset, hvor vi skal bo – ‘Tante Brun – ringede 13:30 og meldte klar til at vi kunne ankomme. Så vi kørte til Søndre Mosevej 27 i Snogebæk.
Huset er småt og primitivt, men utrolig dejligt og her er alt, hvad man behøver. Alt er så velholdt og rent.
Vi gik en tur ned i Snogebæk. Det var alt for varmt for Frida. Der var ingen skygge og 30 grader. Så da vi nåede enden af ‘vores’ vej og var kommet hen til havneområdet, vendte jeg retur med Frida. Morten fortsatte for at undersøge, hvor vi kunne få pizza til aften.
Da han kom tilbage hyggede vi med kaffe i haven og senere et glas vin og Tour-de-France inde i stuen – inden Morten gik efter pizzaer.
Vi har medbragt den hvide hundegård. Det er super smart til at opbygge en lille afspærring for Frida. Hun er nu også god til at gå løs i haven, selvom den ikke er indhegnet, når bare vi er der. Hun går ingen steder. Heller ikke selvom fasanerne larmer lige udenfor haven.
Pizzaturen tog længere end ventet. Der var tæt med mennesker i Snogebæk havneområde. Det endte med at Frida og jeg kørte til havnen og hentede det stakkels pizzabud, der havde måttet sætte sig med en øl og vente 🙂
Vi gik en tur ved stranden. Smukt var der, men der stinker af råddent tang så meget, at det gav brækfornemmelse.
Hjemme igen var der pizza, rødvin, kaffe, krimi og sengetid.
10. juli. Laura og familie ankommer
Laura og familie ankom i dag. De kom med samme færge, som vi i går.
Derfor brugte Morten og jeg formiddagen på en tur ud i det blå, efter at have nydt morgenmaden i haven.
Dejligt vejr. Behagelige ca. 20-22 C og sol.
Bl.a. ville jeg vise Døndalen, som jeg så sammen med Dorthe. For tog adskillige forsøg overhovedet at finde stedet, fordi Bornholms app for seværdigheder opgav forkerte koordinater og da vi endelig fandt det, var der intet vandfald – det var tørret ud i sommervarmen.
Men naturen er smuk og næsten regnskovsagtig. Duften af ramsløg hang stadig i luften omend den var kraftigere i marts. Døndalen ligger her: https://www.google.com/maps/search/d%C3%B8ndalen+vandfald/@55.2246825,14.8777551,923m/data=!3m2!1e3!4b1?entry=ttu&g_ep=EgoyMDI2MDgxMS4wIKXMDSoASAFQAw%3D%3D
På vej tilbage hørte vi fra Laura, at de nu havde næsen mod Nexø. Så vi kørte i Brugsen og købte ind til sandwiches, som vi mødtes om og spiste her hos os alle mand. Senere gik vi en samlet tur til Snogebæk, hvor vi besøgte Fru Due https://frudue.dk/, en sød lille vintage-butik – hvor Laura og jeg selvfølgelig blev foreviget foran og pigerne fik krølle-bølle is.
Derefter gik den lille familie hjem til eget hus på Smedevej 16. Pigerne var virkelig trætte.
Hvis det ikke var for en række af træer, ville vi kunne kigge lige over til dem på den anden side af marken, som begge huse ligger ud til. Turen tager bare 10 minutter at gå.
Senere på aftenen gik Morten og jeg en tur med Frida over og hilste på. Det er virkelig et hyggeligt sted Laura har fundet og pigerne var helt opslugte af sommerleg i haven ved shelteret og udsigt til harer på marken bag huset.
11. juli. Nexø, Snogebæk og Balka strand
Dagens program startede i Nexø på en lille byvandring med bl.a. et besøg i kirken, som er vældig fin og hyggelig – https://www.nexokirke.dk/.
Vi sluttede sightseeing i Nexø med at besøge keramik- og glas-hallen på havnen og så en glaskunstner i aktion. Det syntes Augusta var ret interessant.
Herefter kørte vi til Balka strand for at bade. Jeg havde desværre glemt badetøjet, men tog bukserne af, så jeg kunne gå med Augusta ud i vandet. Olivia sov i bilen.
Det var en fin tur. Flot sandstrand. En smule tang i vandkanten, men fin sandbund.
Vi kørte tilbage til Snogebæk, hvor Morten og jeg gav frokost (buffet) på røgeriet dér. https://www.smokedfish.dk/snogebaek. Det var rigtig godt.
Desværre knaldede Morten hovedet i en muret bue inde i restauranten, så han slog sig selv ud og gik i gulvet. Heldigvis kom han sig så meget, at både han og vi kunne nyde frokosten alligevel.. Vi sad ved et godt bord med behagelig skygge.
Frida fik også så absolut sin andel! Morten og jeg sørgede for lidt overskuds-frikadeller på tallerknerne – og Augusta ‘tabte’ flere gange en fiskefillet på gulvet, som hun så lige så godt kunne give til Frida.. 🙂
Efter at have spist og pigerne havde leget lidt på en legeplads, kørte Laura & co. hjem og vi kørte igen i Brugsen og handlede ind til aftensmad.
Dorthe kom til middag. Det skulle være enkelt, for vi har jo ingenting i køkkenet. Det blev til citronpasta med tilhørende olie fra Pastariget, https://pastariget.dk/, ½ kylling, salat og ærter – og hertil et par flasker rosé.
Vi tog hjem, hvilede i solen en times tid og gik en tur ned til den helt lokale strand, inden Dorthe skulle komme ved 17:30-tiden. Også de andre ville dukke op og hilse på og få et glas.
Stranden er tæt på, men helt ubrugelig. Der er tang og en ubeskrivelig stank af rådden tang og døde fisk!
Til gengæld var der en hel fuglekoloni af mangeartede havfugle: svaner – edderfugle – skalleslugere med masser af ællinger – lomvig – almindelig ryle og almindelige gråænder. Et meget spektakulært syn!
Det var drønhyggeligt med besøg af Dorthe, som kom på cykel fra Nexø. Hun fik hilst på Laura-flokken inden de drog hjem til sig selv og så satte vi os til bords og nød en lang sommeraften udendørs i godt selskab.
Efter, at vi var gået i seng, fik Morten voldsom kvalme, så jeg fik ham til at ringe til lægevagten. Vi var jo nødt til at overveje hjernerystelse. Jeg skulle tjekke ham hver 4. time og han skal tage det meget med ro i morgen. Så det bliver mig bag rattet.
12. juli. Allinge og stranden ved Dueodde
Morten havde det bedre i dag.
Dagens program blev en tur til Allinge. Dog blev vi hjemme de første timer af dagen, da et voldsomt regnvejr med lyn og torden passerede landet. Det var ikke til at være ude i. Vi var nu heldige i forhold til andre dele af landet. Kl. 12 var det overstået og vi kunne tage ud og nyde øen igen.
Vi mødtes med de andre i Allinge havn og gik op og fik frokost på Smørrebrødshuset.
Desværre fik Morten slået hovedet ind i taget på bilen, da han skulle have fat i et eller andet, hvilket afstedkom øjeblikkelig hovedpine, kvalme og smerter ned i nakken! Han blev så dårlig, at han kun kunne spise et enkelt stykke mad – så måtte vi køre tilbage.
Efter at have været hjemme og hvile godt, kørte vi til Dueodde. Ud til fyret, https://www.bornholm-ferien.de/leuchttuerme-bornholm.php#dueodde_fyr, hvor vi ikke tidligere har været. Fra fyret gik vi ud til vandet. Der er betagende smukt.
13. juli. Middelaldercenter i Østerlars
Der ligger et Middelaldercenter i nærheden af Svanneke, ved Gudhjem, som vi besøgte idag. https://bornholmsmiddelaldercenter.dk/middelaldercentret-oplevelser/.
Det var en virkelig fin børneaktivitet. Her var for det første mange middelalderboliger og værksteder at kigge ind i, som på Frilandsmuseet og derudover rigtig mange sjove aktiviteter for børn. Både kreative, som at lave lervaser og skrive runer og mere legeprægede som at slås som riddere, gå på stylter og trække tov. Der var også en opvisning, hvor en ‘munk’ og en ‘bonde’ viste, hvordan man ladede en hagebøsse og fyrede den af. Pigerne var helt opslugt af dét.
Noget af det sidste pigerne foretog sig var tovtrækning med Sebastian . Pludselig snublede Augusta i tovet og skreg af smerte. Hun havde tydeligvis frygtelig ondt.
Morten gik sammen med en medarbejder efter forbinding – og kom tilbage for at hente Augusta og os andre. Laura, Morten og jeg transporterede Augusta i klapvognen. Vi fik forbundet foden. Efterhånden kom Sebastian og så købte vi pølser og brød, som vi selv skulle riste over bål på middelaldervis. Det var hyggeligt nok. Det gik ok med Augusta så længe hun sad helt stille og det var heldigvis under alle omstændigheder ved at være nok med oplevelserne her på centeret, så vi kørte hjem efter frokost, sådan at Augusta kunne få foden op og hvile.
Om aftenen fik vi besøg af Line-Louise flokken, der var ankommet i går og camperede på Møllers Camping ved Dueodde, https://www.dueodde-camp.dk/. Vi lavede sammenskudspizza-hygge og ungerne havde en fest. Måske nok lidt for meget fest for Augustas fod. Vi var nødt til at dæmpe dem lidt, for det gjorde tydeligvis ondt på hende.
14. juli. Sidste dag med Laura & co.
Det var den sidste dag, hvor Laura & co. var på Bornholm. Vi passede Mille, fordi Line-Louise familien skulle til Christiansø.
Augusta havde det ikke bedre! Anklen var mere hævet og jeg startede dagen med at gå over og lægge en ny forbinding. Senere samledes vi hos os og kørte en tur til Svanneke og gik en slentretur i byen. Vi fik købt et par Bülow-lysestager og nogle karameller – og ellers drev vi bare omkring.
Egentlig havde Morten og jeg planer om en flæskestegssandwich ved havnen, men det kunne Laura jo ikke være med til (da brødet var fuld af gluten), så vi tog ind på en frokostrestaurant i byen, hvor vi kunne sidde i en dejlig gårdhave. Morten og jeg fik smørrebrød, de andre spiste spareribs. Laura fik til gengæld her en glutenfri flæskestegssandwich. Der var meget fin betjening, men maden var kedelig.
Da vi havde spist, skiltes vi. Familien kørte mod Rønne og båden hjem og vi tog tilbage til huset for at vente på Milles flok.
De kom ret sent, så det endte med, at Morten hentede fish and chips til os på røgeriet. Det var en kæmpe skuffelse!
Vi er meget enige om, at turen, der ellers har været en vidunderlig uge, næsten udelukkende har budt på skuffende madoplevelser. I den forstand bliver det godt at komme hjem til egne kødgryder.
Mille blev hentet ved 20:30-tiden og vi havde allerede dér besluttet, at vi ikke selv besøger Christiansø i morgen. Det blæser, jeg er ikke søstærk OG vi skal passe på Mortens hoved.
15. juli. Opalsøen, Hammersøen og Ekkodalen
Nu var det bare os. Vi kørte til Sandvig og satte bilen ved campingpladsen ved stranden. Herfra gik vi igennem klippeområde og rundt om Opalsøen til Hammer havn for at få en sandwich dér.
Det var meget varmt. Omkring 26 C. Alt for varmt for Frida at være ud i solen i. Og da vi kom til målet var køen til en sandwich nærmest 100 meter lang! Det ville og kunne vi ikke vente på. Så vi vendte retur mod Sandvig. Det er meget smuk natur, man går igennem. Vi gik ikke rundt om Opalsøen, https://bornholm.info/opalsoeen/ denne gang, men langs Hammersøen, som er Danmarks eneste bjergsø og Bornholms største sø https://bornholmer.dk/hammersoe/.
Vi fik på denne tur oplevet Opalsøen, når den er allermest turist-belastet. Masser af mennesker og drønende musik. Det er efter min mening alt for meget og ikke et sted, man har lyst til at blive hængende ved på denne årstid.
Inde i Sandvig fik vi frokost på Ellas. Det var til gengæld både hyggeligt, smukt og fredeligt. Og dejlige anretninger. Morten fik en rejemad og jeg en skinketallerken med salat.
Efter Sandvig tog vi til Tejn havn, https://bornholm.info/tejn-havn/ – som vi ikke var så imponerede over. Det er vist ret hipster-populært. Vi syntes mest, det var lidt trist.
På vejen hjem kørte vi ind til Ekkodalen, som er øens største sprækkedal, og strækker sig ca. 2 km gennem Almindingen. https://bornholm.info/ekkodalen/. Vi oplevede et meget dødt ekko, som ikke var meget for at svare. Men så var der sat hak ved dén! Vi kunne sikkert have gået en rigtig fin tur i området, men det var for varmt til at vi kunne byde Frida det. I stedet tog vi hjem – og skrev en sms til Louise om vi måtte komme ud hos dem og spise på campingpladsen, hvilket de selv havde foreslået dagen før. Det måtte vi selvfølgelig, så vi drog afsted med supplerende hakkebøffer, bernaisesauce og salat. Det blev en hyggelig aften, hvor vi lavede mad, spillede boccia med Simon, spiste og tog hjem igen. Sjovt at se campingpladsen og deres telt, som nok er omkring 25 kvm! Sikke et leben af mennesker, hunde, telte og campingvogne.
I morgen er det afrejsedag.
16. juli. Nylarsker og hjem igen
Vi pakkede og var ude af huset kl. 10. Vi kørte til Nexø, hvor vi mødtes med Hanne og Michael, der nu overtager huset de næste 3 uger.
Det viste sig, at vi slet ikke måtte have haft hund med. Ejeren skrev det til os. Jeg tror, hun var lidt vred. Men vi troede jo, at det var ok, fordi, vi havde Frida med, da vi besøgte Hanne og Michael i huset sidste sommer.. Nogen må have ‘sladret’ – eller også har hun selv været ude og ‘snuse’. Men hun sagde jo ikke noget før vi var væk.. Ærgerligvis kan vi jo så ikke komme igen.
Det var så hyggeligt at mødes med Hanne og Michael. Vi drak kaffe i Nexø havn, https://bornholm.info/nexoe-havn/, besøgte senere Nylars kirke, som er en af de berømte rundkirker – https://www.nylarskirke.dk/historie/. og kørte så til Det gamle Røgeri og sluttede ferien der, hvor vi startede – med et stykke sol-over-gudhjem.
Derefter kørte vi til Rønne. Spiste is og kørte så til færgen. 3 kvarters forsinkelse dér, men ellers gled alt fint.
I Ystad kørte vi i ICA og handlede – og først derefter blev vi opmærksomme på, at sidste færge til Helsingør sejlede kl. 21:10! Så fik vi fart på! Men vi nåede det!! Var der endda næsten et kvarter før afgang.
Og nu er vi hjemme igen efter en perfekt uge (Lige bortset fra Augustas fod og Mortens hoved) med sol og masser af gode oplevelser.
Da Laura-flokken kom hjem og kom til lægen med Augusta, viste det sig, at anklen faktisk var brækket, så den kom i støvle i 6 uger. Ikke så mærkeligt, at hun havde frygtelig ondt!